Universitetets Energifællesskab F.M.B.A (UEF) har indledt et samarbejde med Aarhus Universitet og FEAS Erhverv P/S, og har lanceret en crowdfunding-kampagne med formålet om at installere solceller på tagene i Nobelparken. Bygningen er ejet af FEAS Erhverv P/S, og den genererede strøm vil blive solgt til Aarhus Universitet.
Ambitionen er at opfylde den fælles forpligtelse til at fremme bæredygtige energiløsninger og inddrage lokalsamfundet. Samarbejdet er desuden en del af et europæisk forskningsprojekt AURORA, der involverer solcelleprojekter i flere europæiske lande.
Interesse fra universitetsfolket
Kampagnen blev startet i november sidste år, og en del – især AU-ansatte og studerende – har vist stor interesse i at eje en andel. Oprindeligt var det primært medarbejdere, studerende og foreninger tilknyttet Aarhus Universitet, der blev inviteret som medejere, men nu er det åbent for alle interesserede borgere og foreninger i Aarhus. Planen er at opføre solcelleanlægget senere på året på universitetets tage.
En grøn fremtid starter lokalt – og på toppen
Andreas Jacobsen, formand for UEF, udtaler: “Vi glæder os til at påbegynde dette samarbejde. Sammen investerer vi ikke blot i grøn energiinfrastruktur, men giver også lokalsamfundet, især borgerne i Aarhus, mulighed for aktivt at bidrage til vores fælles vision om en grønnere fremtid.”
Marta Victoria, lektor ved Aarhus Universitet, initiativtager til forskningsprojektet AURORA, siger: “Vi har brug for mange nye vindmøller og solceller, men hvor skal vi installere dem? Vi vil starte med at bruge tagene.”
Jørgen Lang, direktør for FEAS Erhverv P/S, udtaler: “FEAS er stolte over at deltage i dette banebrydende projekt, der forener vores stærke engagement i bæredygtig ejendomsudvikling med Aarhus Universitets vision for en grønnere campus.”
Prisen for at være med, er SU-venlig
Prisen for en andel er ca. 1000 kr., hvilket gør det muligt for unge studerende uden eget hus eller store økonomiske midler at deltage i den grønne omstilling. Af de 1000 andele blev 500 hurtigt reserveret, men de tre parter bag fællesskabet håber at nå i mål med det dobbelte antal solgte andele. Når det er færdigt, vil solcelleanlægget kunne levere elektricitet til Aarhus Universitet gennem den nye “egetforbrug via tredjepart”-ramme. Medejerne vil årligt modtage økonomisk afkast ved salg af strøm til Aarhus Universitet. Crowdfunding-beløbet forventes tilbagebetalt inden for 10-20 år, og solcelleanlæggets levetid er mindst 25 år.
KONTAKT:
Universitetets Energifællesskab F.M.B.A – Bestyrelsen uef.aarhus@gmail.com
Aarhus Universitet – Marta Victoria, Lektor, Institut for Mekanik og Produktion mvp@mpe.au.dk, +45 22 63 15 95
FEAS Erhverv P/S – Søren Østergaard, Bygningschef soe@feas.dk
Læs mere: www.uef.dk og www.aurora-h2020.eu
Se interview fra Nobelparkens tagtop: